Fra kedelig kommunesammenlægning til fræk togtur

Hun førte en finger op til læben, som om hun hviskede: “shhhh… vær stille!” men der slap ingen lyd ud mellem læberne. Foden forstatte forsigtigt sit forehavende under bordpladen…

Jeg hader årsmøder. Man fiser fra den ene ende af landet til den anden, og til hvad nytte? Man starter veloplagt og ender med at sætte sig tungt i togsædet og tænke på, hvad man egentlig fik den dag til at gå med… Sidste år var ikke nogen undtagelse – ikke hvad angår årsmødet, men det der fulgte var aldeles anderledes…

Vi er ikke sat på jorden for at løse verdens problemer, men for at erkende dem. Det har en klog mand i dårligt humør engang sagt og lige nu var jeg enig. Toget var proppet, jeg fandt en plads inderst ved vinduet, godt klemt inde… Nu skulle jeg hjem, hold kæft hvor var jeg træt af det ævl og kævl om kommunesammenlægninger og administrative problemer!

Jeg kiggede ud af vinduet, omgivelserne trak uskarpe streger på nethinden mens toner af gråt susede forbi, vejret var gråt og halvtåget – ligesom mit humør tænkte jeg.

Jeg kiggede op, vistnok for første gang siden jeg havde sat mig ned. På bordet mellem sæderne stod et virvar af plasticflasker, juicebrikker, dametasker og indkøbsposer og så et par sorte, broderede læderhandsker. Jeg kiggede op, mine øjne søgte ejermanden, eller kvinden, som det var i dette tilfælde. Hun var vidunderlig, som en Scheherezade fra myternes tusinde nætter. Jeg mistede for et kort øjeblik fatningen og lod mig suge hovedkulds ind og ned i hendes øjne som i en mørk, blank og bundløs sø. Hun må have bemærket det. Hun fastholdt mit blik indtil jeg, med et sæt blev afbrudt af højtalernes infernalske knitren og knasen. “Næste station bliver’…” nåede jeg at registrere før stemmen forsvandt i højtalerknas og almindeligt kaos. Stationen hvor alle skal af… Den slags findes på alle togstrækninger i verden. Man føler sig ensom når toget forlades så pludseligt. Man når lige at tænke: “Er det mon rigtigt, er jeg kommet rigtigt afsted, skulle jeg også af her?” før man tilsidst resigneret lader sig falde tilbage i sædet.

Hun blev siddende da toget satte i gang og rullede videre, hun sad stadigvæk overfor mig. Jeg kiggede skjult på hende… Mit dårlige humør var forsvundet med de øjne! Hun var smuk, havde fine blide træk. Hun så solbrændt ud, eller var det naturen i egen moderlige figur, der havde sørget for bronzeringen? Hendes lange hår faldt ned over skulderen og blottede halsen, og lidt højere oppe en blank ørering som i et nu fangede lyset og sendte et lynglimt over bordet. Tilskyndet af lyset, kiggede jeg ud af vinduet. Toget brød igennem den bølgende tågebanke og kom ud på den anden side badet i skarpt sollys fra den lave nedgående efterårssol.

Da jeg vendte mig igen havde hun sat sig tilrette med nakkestøtten, lænede hovedet let til siden og med lukkede øjne. Jeg kunne ikke afgøre om hun faktisk sov, togture har det med at lulle en ind i det drømmende grænseland mellem vågen og bevidstløs tilstand, hvor man tilnærmelsesvist sover, men stadig er i stand til at registrere bevægelser og lys omkring sig. Jeg kiggede lidt på min mappe, og bladede åndsfraværende siderne igennem.

Jeg husker egentlig ikke meget mere før jeg vågnede langsomt ved hendes blide kærtegn under bordet. Hun brugte foden forsigtigt, og listede den op mellem mine ben og gnubbede blidt. Jeg vågnede langsomt, modvilligt, denne drøm vil jeg ikke slippe! Efterhånden som blodet løb til og fornemmelsen manifesterede sig uomgængeligt fysisk, slog jeg overrasket øjnene op! Toget kørte ikke og det var halvmørkt i kupeen. Jeg nåede lige at sende DSB en ed, og en tanke om deres manglende evner, så var de der igen, hendes afgrundsdybe øjne. Hun førte en finger op til læben, som om hun hviskede: “shhhh… vær stille!” men der slap ingen lyd ud mellem læberne. Foden forstatte forsigtigt sit forehavende under bordpladen.

Hun holdt pludselig op, jeg lagde først nu mærke til trusserne der lå på bordet, ved siden af handskerne. Hun rejste sig let og trak op i nederdelen, skubbede numsen ud på kanten af sædet og spredte benene… Jeg havde stadigvæk ikke helt genvundet fatningen, men tog det som en invitation.

Jeg kravlede under bordet, så godt det nu lod sig gøre, der er ikke meget plads til den slags i et IC3 tog… Jeg nærmede mig hendes køn langsomt, hvem der dog var blind og kunne navigere efter denne roses duft. Den dygtigste parfumeur ville aldrig kunne opnå den samme virkning, som denne uudgrundelige, dragende og eksotiske duft kvindens køn udsender i ophidset tilstand. Hun spredte læberne med to fingre og lod min tunge få uhindret adgang, den let salte smag af hendes køn kærtegnede mine smagsløg. Min tunge fandt den lille glinsende perle og jeg sugede den blidt ind mellem læberne… Jeg ved ikke hvor længe jeg blev ved, hendes vejtrækning var kort og gispende og efterhånden sitrede kramperne ned gennem hendes ben og jeg følte jeg kunne eksplodere af lyst.

Hun trak benene op og trak mig med op på sædet, løsnede bæltet og knappede mine bukser op.

Hun tog fat om mig og førte langsomt hånden op og ned ad skaftet. Hun satte sig overskrævs og styrede mig langsomt op i hendes våde køn. Det virkede som slowmotion, jeg kunne mærke hver milimeter af hende glide langsomt ned over mig, hendes køn formede sig blidt omkring mig og holdt mig nu fastlåst i et jerngreb af begær. Hun tog fat i sædets overkant og red mig langsomt og dybt.

Først nu slog det mig, at vi sad i en togkupé, ganske vist en tom en af slagsen, men i et åbent rum i et offentligt transportmiddel. Meget længere nåede jeg ikke i min tankerække, før hun trak sig væk og lænede sig ind over midterbordet. Et guddomeligt syn, det må være det nærmeste man kommer en religiøs oplevelse, fuldstændig indhyllet i begær og overtændt af lyst. Som en sommerfugl der kæmper sig ud af puppen og spreder sine vinger, foldede hendes køn sig ud som en eksotisk blomst i mit synsfelt. Man er kun i nuet, virkeligheden er en illusion og kun begæret og kvinden er tilbage… Nirvana, paradis, lysets reneste tilstand eller hvad din religion dikterer, opnås gennem elskov… Også jeg var nu omgivet af ren lys, og ophævet virkelighed. Et øjeblik så flygtigt at man søger at genskabe det hele livet. Jeg trængte op i hende bagfra og stødte med stigende kraft op i hendes køn . Hun var bemærkelsesværdig stille, hendes korte, stødvise vejrtrækning og, igen, de små sitrende kramper var det eneste, der afslørede hendes tilstand. Jeg havde meget svært ved at beherske mig, min svage stønnen steg langsomt i takt med den øgede rytme. Nu kunne jeg ikke længere holde mig, lyset bredte sig fra maven og nedefter for til sidst at eksplodere, pulserende som en stjernes dødskamp, i en supernova bag øjnene. Kræfterne blev drænet fra mig og mine muskler lystrede ikke længere min hjerne. Jeg faldt tilbage i sædet, hun vendte sig og fangede mit blik med sine fortryllende øjne, hun lænede sig ind over mig og kyssede mig dybt.

Pludselig skrattede højtaleren til live, lyset i kupeen blinkede og tændtes “Så skulle vi kunne komme videre, der har været problemer med sporskiftet. DSB og togets personale beklager de gener der måtte være opstået i forbindelse med forsinkelsen. Næste station bliver…” Jeg smilte, “Gener!” tænkte jeg. Hun rejste sig og rettede på nederdelen og håret, tog sine handsker, sin taske og stod af toget.

Jeg må være døset hen og vågnede ved at togføreren stod og ruskede i mig. “Toget kører ikke videre!” sagde han. Jeg sundede mig lidt og kiggede mig omkring. “Fantastisk drøm!” nåede jeg at tænke. Togføreren kastede et hurtigt forbavset blik hen over bordet før han smilte kort, vendte sig og gik. Jeg lod mit blik følge hans og midt på bordet lå et par sorte trusser.