Jeg er en rigtig narrefisse – og jeg elsker det!

Kvindelig legesyg ekshibitionist leger med ilden

Hun havde altid haft en sans for spillet – det subtile, det pirrende, det som foregår i øjenkrogene og under overfladen, hvor begær får lov at glide frit, maskeret som tilfældigheder. Lene var 41, med hofter der havde båret to børn og en selvsikkerhed der kunne skære glas. Hun vidste godt, hvordan mænd så på hende – især hans venner, de lidt yngre, uerfarne, udstålede nervøsitet, når hun var i nærheden.

Og Martin… åh, Martin var ingen undtagelse. Høj, flot lyshåret, 31 og alt for nem at læse.

Det begyndte den fredag, hvor hendes mand havde inviteret Martin over for at se fodbold. Hun kendte rutinen – de ville sidde med øl, råbe ad skærmen, og hun kunne enten forsvinde ud af syne… eller optræde lidt.

Lene valgte det sidste. Hun vidste præcis hvad hun gjorde, da hun trådte ud fra badeværelset iført intet andet end et hvidt håndklæde, som lige akkurat dækkede hendes lår. Hun standsede i stuen – foran dem – og lo, som om hun først der opdagede de sad der.

“Ups, jeg vidste ikke I var kommet!”

Martin havde allerede fået øllen i galt hals mens hans øjne klistrende til hendes bare skuldre og lange ben… og da håndklædet “pludselig” gled, med en teatralsk snoning ned af hendes hofter, røg det ned på gulvet.

Hun gispede let, men gjorde ikke noget overilet. Hun stod der et sekund – to – helt nøgen, ryggen rank, brysterne frit svajende, før hun bøjede sig roligt ned og samlede håndklædet op, hun stod helt blottet og flashede hendes fyldige runde baller og de glatbarberet kønslæber mellem benene.

Hun kastede et blik over skulderen – fangede hans store øjne og munden halvåben.

“Du må undskylde” sagde hun med en smilende tone.

Og det stoppede ikke der.

Et par dage senere var Martin forbi igen. Hendes mand var i haven – og Lene i køkkenet, iklædt en kort, let sommerkjole. Ikke noget under. Det havde været bevidst. Hun havde mærket varmen i ham, den måde han knap kunne holde øjenkontakt efter sidst.

Hun satte sig ved bordet med et glas vin, krydsede benene… og gled dem så fra hinanden. Langsomt.

Martin sad direkte overfor.

Hans øjne sank straks.

Hun lod det ske. Lod stilheden fylde rummet, lod hans blik tage turen op fra det barberede og blottede skød, til hendes øjne.

“Er det varmt herinde, eller er det bare dig?”

Han rødmede. En svedperle gled ned over hans tinding.

“Jeg… jeg ved ikke.”

“Du kigger.”

“Undskyld.”

Hun rystede på hovedet, tog en slurk vin, og smilede med den dér blik der sætter ild i drømme.

“Du må gerne.”

Han sad stille. For stille. Hun rejste sig, gik langsomt om bag ham, gled en hånd over hans skuldre, ned mod brystet.

“Hvad ville du gøre, hvis han ikke var hjemme?”

Martin så op på hende, kæben spændt, øjnene mørke af begær og skyld og noget, der mindede om frygt.

“Jeg… jeg ville gøre alt hvad du bad mig om.”

Og det var alt, hun havde ventet på – nu vidste hun at hun kunne få ham hvis hun vil –  legen var forbi! Nu skulle der findes et nyt offer at forføre….

Et par uger senere….

Det var midsommer, og luften lå tung som fløjl over villavejene. Lene havde sat sig for at gå i haven, i sin nyindkøbte solkjole – en sag i blomstret stof, så tynd at lyset selv så ud til at kunne glide gennem den. Hun bar intet under. Det var en af de dage, hvor hun ville føle sig fri. næsten ikke noget tøj, ingen hæmninger, og et glimt i øjet der kunne smelte glas.

På nabogrunden puslede Erik – pensioneret tømrer, 68, stærke hænder og øjne der havde set alt, men stadig blev mørke og blanke, når hun gik forbi. De havde boet ved siden af hinanden i mange år. Han havde kendt hendes børn, hendes mand, hendes hund. Og han havde aldrig været andet end høflig, forsigtig… men hans blikke afslørede ham hver gang hun var letpåklædt i haven eller de gange hun havde set ham kigge over mod hendes vindue, når hun “tilfældigvis” stod nøgen efter et brusebad og tog tøj på.

Lene havde bemærket det. Og i dag ville hun lege.

Hun tog havesaksen i hånden og bevægede sig ned til bedene nær hækken. De stod højt, kunne lige akkurat skimtes over fra Eriks terrasse, hvor han sad med kaffe og avis. Hun vidste det. Hun havde set ham sætte sig der.

Så hun bøjede sig. Overdrevent langsomt. Lænede sig ned i knæ, så kjolen gled op, og vinden legede med skørtet. Løftede det, kærtegnede hendes lår, og med vilje justerede hun sine ben, så han – hvis han så – ville få det hele med. Hendes glatte, nøgne køn mod solen, helt uden forbehold.

Et snøft bag hækken. Hun smilede for sig selv, stadig med ryggen til.

“Alt vel derinde, Erik?” kaldte hun over skulderen, uden at dække sig.

“J-ja, det er det da,” lød hans rømmede svar.

Hun rejste sig op, vendte sig om, og trak kjolen ned, som om hun lige havde opdaget, den havde siddet forkert.

“Puha, den her sidder vist lidt for løst. Det går ikke, man skulle jo nødig blotte sig,” sagde hun med et alle uskyldigt grin og hævede skuldrene koket.

Hans blik søgte hendes øjne – men kunne ikke holde sig der. Det flakkede ned, fanget af hendes bryster og strittede brystvorter under det tynde stof, hendes hofter, der vuggede blidt mens hun gik tilbage mod huset.

Hun stoppede ved døren, vendte sig halvt og sagde:

“Du siger bare til hvis du skal have klippet hækken, Erik. Jeg har hænderne fri.”

Så smækkede hun døren blidt i bag sig, mens hendes grin dansede gennem sprækken – jeg elsker at være en narrefisse 😉

Det er ikke ufarligt at være en narrefisse!

Hun havde leget med ilden længe. Lene vidste det godt. De små blikke, de spredte ben over hækkanter, de tynde kjoler uden trusser – det var hendes måde at mærke, at hun stadig kunne fange mænds opmærksomhed. At hendes krop stadig havde magt, og at mænd, selv gamle, stadig kunne svaje under hendes blik.

Men den dag… den dag havde hun undervurderet ham.

Hun havde lige vasket sig. Stod i køkkenet i endnu en af sine kjoler – den grå, tætsiddende med stropper, ingen BH, intet under – og vinden fra terrassedøren fik stoffet til at klæbe sig til hendes hud.

Så bankede det hårdt.

Tre tunge, bestemte slag.

Hun gik hen til døren, trak den op – og der stod han. Erik.

Ikke som den hyggelige, lidt sky nabo. Nej. Han stod med mørke øjne, munden stram, og hænderne knyttede.

“Du leger en leg, Lene,” sagde han, stemme lav og ru. “Men det er mig, der bestemmer nu.”

Hun åbnede munden – måske for at svare med et smil, en ny drillende bemærkning – men han trådte ind, uden at vente. Tog hende i armen, ikke voldsomt, men fast, som en mand der havde arbejdet med hænderne hele sit liv.

“Erik?”

“Du vil pirre. Blotte dig. Lokke mig til at glo som en gammel idiot over hækken? Fint. Så får du, hvad du tigger om.”

Han vendte hende om mod køkkenbordet, trykkede hende ned over det, hendes hænder fladt mod den kolde træplade.

Hun skulle lige til at gøre modstand – men så mærkede hun det.

Hans krop bag hende. Fast. Varm. Og… noget mere.

Noget der pressede mod hendes bagdel, hårdt, tykt. Alt for stort til hendes forventninger.

“Hvad… hvad laver du?”

“Det du har ønsket hele tiden.”

Kjolen blev rykket op til hofterne.

Hun gispede, halvt i chok, halvt i noget meget andet. Hun havde altid haft kontrollen – men nu… hans hænder var som jern. Hans greb hårdt om hendes hofter.

“Du viser dig frem for gamle mænd,” snerrede han. “Nu ser du, hvad en gammel mand kan.”

Så gled han ind mod hende. Langsomt.

Hun bøjede ryggen i ren refleks, musklerne spændte af overraskelse og lyst, da hun mærkede, hvor meget han fyldte hende ud.

Hun havde leget – men det her var virkelighed.

Og den tog magten helt fra hende.

Hun havde aldrig forestillet sig, at det ville ende sådan—bøjet hen over sit eget køkkenbord, med Erik bag sig, hans hænder spændt om hendes hofter som en vice. Hun var vant til kontrol, til spil, til at være den der trak i trådene, og nu—nu var hun reduceret til vejrtrækninger i stød, til varme gisp, til rystelser ned gennem lårene.

Hans krop mod hendes var alt andet end gammel. Der var ikke et gram tøven, ikke et sekund af usikkerhed i hans bevægelser. Han trængte op i hende med den slags langsomme, tunge stød, som kun en mand med erfaring og tålmodighed kunne give. Og hans pik—lang, tyk, med en puls man næsten kunne mærke banke helt op i maven—fyldte hende helt.

Hver gang han skubbede sig dybere, stønnede hun lavt, overrasket over, hvor meget han kunne tage fra hende.

Hun prøvede at dreje hovedet, se ham, sige noget, et eller andet der kunne hente bare en smule kontrol tilbage, men han lænede sig ned over hende, pressede sin hånd fladt mod hendes ryg og tvang hende ned over bordet, brysterne maset mod træet, kjolen nu kun en snøret klud om livet.

“Du ville have min opmærksomhed, Lene,” hviskede han, hæs, hans ånde varm mod hendes øre. “Nu får du den hele.”

Han begyndte at kneppe hende hårdere. Dybder, hendes egen mand aldrig havde nået. Rytmiske slag, der fik hendes hofter til at møde ham af sig selv, som om hendes krop ville slugte ham helt.

Varmen voksede mellem hendes ben, en insisterende, flydende brand, mens han knugede hendes hofter og drev sig dybere ind i hende. Hun gispede, klamrede sig til bordkanten, balancerede på tåspidserne—hver bevægelse fik hendes indre til at snappe om ham, som om hendes krop nægtede at give slip.

“Fuck…”

Eriks stemme var presset nu, hæs, men stadig kontrolleret. Han trak sig næsten helt ud, slap hendes hofter med den ene hånd og lod den glide op mellem hendes ben, fandt hendes klit og masserede den med grove, sikre bevægelser, mens han stødte ind igen—dybere.

Lene skreg.

Ikke af smerte—men af lettelse.

Af den slags forløsning, hun ikke havde fået i årevis.

Hendes krop eksploderede i spasmer, fingre, tæer, lår der dirrede, og Erik holdt hende fast mens hun kom med et skælvende, vådt suk, hele hendes køn knugende sig omkring ham i rytmiske bølger.

Hun var bestem ikke færdig med at være en narrefisse, hvis det værste der kunne ske var dette…

Hilsen Narrefissen der både er til porno og til pynt  😛